Hvad betyder det egentlig, at et portræt er autoriseret?

Et ord, der lyder strengere, end det er

Når jeg fortæller, at et portræt autoriseres, bliver nogle overraskede. De forestiller sig, at den portrætterede kan stryge alt, hvad der ikke klæder dem. Sådan er det ikke. Autorisation betyder, at personen får lov at se sine egne citater og de faktuelle oplysninger om sig selv, før teksten udgives, og at de kan rette det, der er forkert gengivet.

Det er en aftale mellem to parter, ikke en ret, der gælder af sig selv. I Portrætter aftaler vi den, før samtalen begynder, så ingen er i tvivl om rammerne. Aftalen skaber ro. Den, jeg taler med, ved, at misforståelser kan rettes, og kan tale mere åbent. Jeg ved til gengæld, at jeg ikke har brug for at gætte, om en formulering ramte rigtigt.

Hvad den portrætterede kan se, og hvad der bliver hos redaktionen

Det mest almindelige er citatautorisation: personen læser de ord, der er lagt i deres mund, og kontrollerer, at de siger det, de mente. Dertil kommer fakta som årstal, titler, navne på samarbejdspartnere og stednavne. Her er det fuldt legitimt at rette, hvis jeg har misforstået noget.

Det, der bliver hos redaktionen, er helheden. Overskrift, vinkel, rækkefølge og de dele af teksten, der er min egen beskrivelse, er ikke til forhandling. Hvis jeg skriver, at stuen var stille, og at hænderne rystede let, er det mit blik. Det skal være præcist og rimeligt, men det er ikke noget, den portrætterede skal godkende linje for linje.

• Citater: kan rettes, hvis de gengiver noget forkert
• Fakta: kan og bør kontrolleres af personen selv
• Vinkel og beskrivelser: forbliver redaktionens ansvar

Når en rettelse bliver til en omskrivning

Den svære situation opstår, når nogen ikke bare retter, men skriver om. Et citat, der var levende og lidt famlende, kommer tilbage som en glat pressemeddelelse. Det er forståeligt, men det skader portrættet, fordi det netop var tøven, der gjorde stemmen genkendelig.

Jeg plejer at skelne mellem to slags ønsker. Hvis personen siger, at de aldrig har sagt det sådan, lytter jeg til lydoptagelsen, og hvis jeg tager fejl, rettes det med det samme. Hvis personen blot ville ønske, at de havde sagt det pænere, forklarer jeg roligt, at citatet står, som det blev sagt, men at vi sagtens kan finde en anden passage, der udtrykker det samme.

Aftalen laves før samtalen, ikke efter

Det bedste tidspunkt at tale om autorisation er i starten. Jeg skriver kort, hvad den dækker, hvornår teksten sendes, og hvor lang tid der er til at svare. En frist er vigtig, for et portræt kan ikke vente uendeligt på en mail, der aldrig kommer.

Jeg gør også klart, at jeg optager samtalen, og at optagelsen er min dokumentation. Det lyder formelt, men i praksis virker det beroligende. Mange begynder at tale friere, når de ved, at der findes et fælles facit. Når aftalen ligger fast, bliver selve samtalen noget andet: to mennesker, der interesserer sig for det samme emne, uden at nogen sidder og forsvarer sig.

• Skriv rammerne ned, før optagelsen starter
• Aftal en frist for svar på citater
• Behold optagelsen som fælles reference

Hvorfor autorisation ikke er det samme som kontrol

Et portræt, der er helt styret af den portrætterede, er ikke journalistik, men en præsentation. Læseren har krav på, at der er en uafhængig person bag teksten, som har valgt, hvad der er værd at fortælle. Autorisation må derfor aldrig blive en bagdør til at fjerne alt det ubekvemme.

Samtidig er det ikke min opgave at overraske nogen. Hvis jeg kommer til at skrive noget, som personen ikke kunne forudse, gennemgår vi det sammen, før det udkommer. Det handler om gensidig respekt: den portrætterede stoler på, at jeg gengiver dem ordentligt, og jeg stoler på, at de ikke bruger retten til at rette som en måde at fjerne sandheden på.

Et par ord, du kan lægge mærke til som læser

Som læser kan du ofte mærke, om et portræt er autoriseret fornuftigt. Citaterne har en rytme, der er til at høre, og personens tøven, humor og afbrydelser er bevaret. Teksten har samtidig en vinkel, der ikke bare gentager det, personen selv ville sige om sig selv.

Hvis alt lyder som en slogan, er der sandsynligvis blevet ændret for meget. Hvis der står noget, som personen tydeligt ikke ville have set offentliggjort, har aftalen ikke været i orden. Begge dele er sjældne, når rammerne er skrevet ned. Det er derfor, vi gør det til en fast del af arbejdet med portrætter i magasinet.

Autorisation er et redskab til at gøre portrætter mere præcise, ikke mere flatterende. Den giver den portrætterede mulighed for at rette fejl, og den giver redaktionen en tydelig ramme at arbejde indenfor. Når begge parter kender aftalen på forhånd, bliver samtalen friere, og teksten bliver tættere på det menneske, du læser om. Det er den enkle grund til, at vi altid taler om den først.