Seks fejl i det lange interview og vejen uden om dem

Researchen stopper for tidligt

Den hyppigste fejl i et langt interview opstår længe før mikrofonen tændes. Man læser det, som alle andre allerede har læst, og stopper, når der er nok til en indledning. Resultatet er spørgsmål, som gæsten har besvaret mange gange, og svar, der lyder indøvede. Jeg er fotoredaktør og ikke interviewer, men jeg sidder ofte med ved bordet og ser, hvordan samtalen får det til at vise sig i øjnene på den, der svarer. Hvor forberedelsen er tynd, bliver blikket fladt.

God research handler ikke om at samle flest mulige fakta. Den handler om at finde de steder, hvor der er noget uafklaret: en overgang i et forløb, et valg, som ingen har spurgt til, en modsigelse mellem to tidligere udtalelser. Dem kan du bygge samtalen op omkring, og de giver gæsten lyst til at tænke højt frem for at recitere.

• Læs også det, der ligger uden for det oplagte emne
• Notér tre steder, hvor du faktisk er nysgerrig
• Gem dine fakta til kontrol, ikke til spørgsmål

Spørgsmålene er skrevet som et manuskript

Mange forbereder en lang liste og følger den ned ad siden. Det virker trygt, men samtalen bliver en række af små afhøringer, hvor hvert svar afleveres og lægges væk. Interviewerens næste spørgsmål er allerede fastlagt, så der er ingen plads til at høre, hvad der netop blev sagt, og de bedste sætninger går ubemærket forbi.

Lad listen være et kort, ikke en køreplan. Bestem dig for to eller tre temaer, og formulér kun åbningsspørgsmålet til hvert af dem helt ud. Resten er stikord. Når gæsten siger noget uventet, har du lov til at blive stående ved det, og du kan vende tilbage til kortet bagefter. Jeg har ofte set, at det første uplanlagte opfølgningsspørgsmål er det, der får gæsten til at sætte sig tilbage i stolen og begynde at fortælle.

Lytning bliver til venten på tur

En anden fejl er, at interviewerens opmærksomhed ligger i næste spørgsmål frem for i det, der bliver sagt nu. Det mærkes straks i rummet. Gæsten fornemmer, at svaret bare skal overstås, og begynder at korte ned. Pauser, som kunne have båret en tanke, fyldes ud af utålmodighed, og netop dér mister samtalen sin dybde.

Øv dig i at tåle stilheden et par sekunder længere, end det føles naturligt. Ofte kommer det vigtigste efter den første pause, når gæsten opdager, at der er plads. Notér hellere et enkelt ord, der skal følges op, end at skrive hele svaret ned. Og se på personen, ikke på papiret. Når jeg fotograferer en samtale, er det de øjeblikke, hvor begge parter virkelig lytter, der giver de bedste billeder.

• Vent to sekunder efter et svar, før du taler
• Skriv stikord, ikke hele sætninger
• Hold øjenkontakt, så ofte det er muligt

Optagelsen tages for givet

Det lyder banalt, men tekniske fejl koster mange gode samtaler. En mikrofon, der er flyttet, et batteri, der dør efter en time, eller et rum med summende køleskab kan gøre en optagelse næsten ubrugelig. Fejlen opdages som regel først ved udskrivningen, når der ikke længere er noget at gøre ved den.

Tjek udstyret dagen før, og lyt til en kort prøve i hovedtelefoner, ikke bare på skærmen. Vælg et stille rum, og bed gerne om at få slukket det, der larmer. Tag en ekstra optagelse med på telefonen som sikkerhed. Og fortæl gæsten, at du optager, og hvad optagelsen skal bruges til. Det er både høfligt og praktisk, for en gæst, der ved, hvad der sker, taler mere åbent og mere roligt.

Redigeringen retter svaret for meget

Når samtalen skal blive til tekst, opstår fristelsen til at pudse. Tøvende sætninger glattes, rækkefølgen byttes om, og gæsten får et sprog, der er mere veltalende end i virkeligheden. Det kan føles som en tjeneste, men læseren får et falsk billede af, hvordan personen tænker og taler, og gæsten kan genkende sig selv for lidt.

Redigér for læsbarhed, ikke for glans. Fjern fyldord og gentagelser, men bevar tonefaldet og de steder, hvor gæsten selv søger efter ordene. Flyt kun passager, hvis meningen forbliver den samme, og vis gerne gæsten citaterne før udgivelsen, så faktuelle fejl kan rettes. Aftal på forhånd, hvad der er til rettelse, og hvad der ikke er. Det skaber tillid på begge sider og beskytter teksten mod senere diskussion.

• Bevar gæstens egne vendinger
• Ret fakta, ikke formuleringer, uden aftale
• Del citaterne, før teksten udkommer

Afslutningen glemmes

Mange samtaler slutter, fordi tiden løber ud, ikke fordi noget er afsluttet. Det efterlader både gæst og læser uden en samlet fornemmelse. Et godt interview har en bevægelse, og slutningen er stedet, hvor den lander, ikke et høfligt tak midt i en sætning.

Gem et spørgsmål til sidst, som åbner frem snarere end tilbage, for eksempel om noget gæsten stadig er usikker på. Spørg til slut, om der er noget, du ikke fik spurgt om. Det er ofte her, de mest personlige svar kommer, når pulsen er faldet. Bagefter er det værd at sætte sig ned med det samme og skrive de indtryk ned, som optagelsen ikke fanger: stemningen, rummet og pauserne. De er med til at give teksten sin tyngde.

De fleste fejl i det lange interview kommer af travlhed og tillid til rutinen, ikke af manglende talent. Grundig research, løse spørgsmål, rolig lytning, kontrolleret teknik, ærlig redigering og en bevidst afslutning kræver tid, men de gør samtalen bedre for begge parter. Vælg en af dem til næste gang, og se, hvad der ændrer sig i rummet og på siden.